18. marts 2020

Kære Facebook venner

Det meste af dette er skrevet for længe siden. Derfor bør det meste læses i datid, i førnutid … og i ‘før Corona tid’. Det føles lidt underligt at poste nu, men så alligevel. Vi bliver jævnligt rykket for ‘livstegn’ og undskylder at I ikke har hørt noget siden jul. Men der er så mange ‘forstyrrelser’ …

Lissabon i januar
Vel tilbage fra Danmark og jul i Sverige, kom vi ‘hjem’ midt i januar. En lidt speciel følelse at rejse ’ud’ (til Danmark) 1 måned og så komme ’hjem’ igen (til Lissabon) – den omvendte verden. Men bestemt ikke at foragte!

🐾 Nu må jeg altså også lige sige noget. Jeg fløj hjem helt alene! Jette og John afleverede mig og min transportkasse i Lissabon lufthavn til en flink mand, som kørte mig i åben vogn. Så har jeg også prøvet det. Ude i det de kalder ’flyveren’ blev jeg anbragt i et varmt, lidt mørkt rum – hmm. Mange mærkelige lyde. Men den flinke mand sagde ’boa viagem, pequeno Tæddi’. Jette og John havde fortalt mig, at enten var det slankekur (fra 8,5 til 8 kg), hvis jeg skulle med dem i kabinen, eller også var det fredelig middagssøvn i flyverens varme bagagerum. Jeg valgte selvfølgelig bagagerummet, for der var nok også andre hunde dér og måske endda dame-hunde? Det var der nu ikke, men jeg fik da sovet igennem, da jeg havde vænnet mig til støjen. I Københavns lufthavn blev jeg bare afleveret sammen med anden stor bagage, klapvogne, golfkøller og den slags. Jette og John var lidt længe om at hente mig, så jeg besluttede at gø lidt imens, bare for at vise, at nu kunne de godt komme og hente mig. Det gjorde de heldigvis også, og jeg fik mange godis, fordi jeg havde været så dygtig at flyve helt alene. 
I Danmark var vi kun 3 dage, så skulle vi til Sverige og holde jul med ’ungerne’ og ikke mindst Leia, Jonas’ hund. Hun er lidt af en mundfuld, bare 1½ år gammel og meget legesyg. Men heldigvis dufter hun dejligt, og når jeg ikke gider lege mere, så siger jeg det til hende med en pæn og høflig snerren. Og jeg får godbidder! Jeanette har lært mig at give pote – ’tass’ kalder hun det – og så får jeg godbidder. Den kunst viste jeg til alle og se bare, om jeg ikke fik dobbelt så mange godbidder som Leia. Juleaften er hyggelig, og fordi jeg er så lille, blev jeg båret rundt om juletræet – ligesom Signe in spe, med den forskel at Signe lå inde i Julies mave, mens jeg lå udenpå …
Nytår var vi i Slangerup – øv, øv, for en aften. Det knaldede og bragede udenfor hele eftermiddagen og aftenen, så jeg måtte gø og gø og gø af dem, men lige meget hjalp det. ‪Kl. 22‬ var jeg helt hæs og så træt, at jeg bare sov resten af aftenen og næste dag med. ‬
Jette og John ville gerne besøge venner og familie, inden vi skulle ’hjem’ til Dronningen, og de skulle helt til Jylland. Jeg gad ikke rigtig køre så langt, så en aften, da fætter Lars og tante Yvonne var på besøg, spurgte jeg, om jeg ikke kunne komme på weekend imens. Jo, meget gerne, sagde de. Og så kunne jeg også besøge deres hun-hund, Jubii, som dufter så dejligt. Livet er herligt 🐾

Det regnede i Lissabon. Men temperaturen var 17 grader og regnen blød og lun. Dronningen lå fint på sin plads, og trods en voldsom storm udenfor, havde der været helt roligt inde i vores havn, fortalte Fiesta og Bohemia, som havde passet på. Gensyn med Fiesta fejrede vi med lidt hvidvin, punch-praliner og grillchips fra ICA, som ikke fås hernede. Mums. De næste dage gik med at vænne sig til den portugisiske hverdag igen. Hvilket ikke har været svært, for det er forår🌷🌱Blomsterne er begyndt at springe ud, temperaturen er 17-18 grader, og når solen skinner, kan man gå i T-shirts. Og afterne, fuglekvidder som en aprilaften i Danmark … Gensynet med hele Skandinavien-kliken har også været hyggeligt. Vi ses lidt på hinandens både, og én aften var alle samlet til hyggelig marokkansk middag på havnefronten, der sluttede festligt her på Dronningen ‪kl. 3 om natten‬. Jo, vi hygger. ‬

Algarve og Albufeira i februar
5. februar var vi klar til at gå videre og satte kursen sydover mod Algarvekysten. Det startede i tæt tåge, så uden kortplotter og AIS kunne vi ikke være sejlet. Halvvejs til Algarve kastede vi – det nye 70 kg Rocna – anker i Sines og lå der 2 nætter, så ankeret kunne stå sin prøve … ⚓️ og Tæddi lære at ‘gøre’ ombord. Begge dele gik vældig fint 🤗 og tænk bare, nu 22 grader den 6. februar, og på stranden var folk allerede begyndt at bade – vandet er ca. 16 grader 😨 Vi venter lidt endnu. 

Fiesta havde været på afveje 😂 og var sejlet fra os. Men heldigvis kun kort, for vi mødtes igen 40 sm nord for Atlanterhavshjørnet Cabo de São Vicente 🤗 og sejlede de sidste 50 sm sammen, ført an af den tyske båd Kirke, som vi havde mødt i Lissabon. Godt efter midnat rundede vi hjørnet og satte kursen østpå. En herlig natsejlads med fuldmåne 🌝 og efter ‘hjørnet’ ændrede havet mærkbart karakter fra lange bølger 🌊 til … ingen bølger. Ganske rigtigt ‘like a lake’, som Sarah på engelske Kraken tidligere havde skrevet til os.

Nu var vi på Algarvekysten, som i den tidlige morgensol tog sig vældig flot og dramatisk ud. Gyldne skrænter med forvitrede klipper, som årtusinders tidevand har formet, afbrudt af små stumper sandstrande. Nogle kan nås til fods fra landsiden. Andre kun med båd. Flot, flot ⛵️ 😃 
Vi tog os også godt ud dér i morgensolen – se billedet som Fiesta skød.

Vi ligger pt. i Albufeira, midt på Algarvekysten. Og her er det sommer, ja læs sommer 🌞 25 grader og højt flot solskin i februar! Vi er helt ‘vejrtaget’ og befinder os mere ude end inde. Solcellerne er på overarbejde, og vi er helt rundt på dækket 🙃 Frem med sommertøjet og solcremen. Vi sidder ude i cockpittet om aftenen med sterinlys – hvis vi ikke lige er på en af de mange caféer, som ligger på stribe langs havnefronten, eller inde i den gamle by, der ligger bare 20 min slentren fra havnen. Albufeira (Albu-marked på dansk) er egentlig et overrendt feriested, faktisk det ældste på hele Algarvekysten, det største og det mest kendte. Både Beatles og Cliff Richard har haft deres gang her – vistnok 😉 Og ingen store, grimme hoteller. De nyere ferieboliger her på havnen er lavere byggeri, godt vedligeholdt i afstemte pastelfarver – lokalplanen må være meget stram. Den gamle by har bevaret sit oprindelige præg, hvor blot flere og flere småhuse har skiftet status – fra privatbolig til turistbolig, men stadig i samme pittoreske stil. Kun de mange spisesteder og deres ivrige tjenere – ‘inkastere’ på svensk – vidner om turisternes indtog. Heldigvis for os er det stadig lavsæson og en del er lukket. 

Med solen kom energien, og vi får lavet forbedringer og vedligehold på Dronningen – noget af alt det vi ikke nåede, inden vi sejlede hjemmefra 😜 Herligt. Dinghyen – Princess of Denmark – er kommet i vandet. Vi skal snart på land og arbejder – nåh, jah, joh, manaña tid – på at få gjort klar, bestilt og købt alt hvad vi skal bruge. Det er nemlig ikke sådan at et værft eller en butik har, eller bare lige skaffer det, man skal bruge. Fiesta er pt. på land her og skulle fx bruge mere blå maling, NU, mens tapen sad på (kæmpearbejde hvis tapen skulle laves om). Men nej, den maling havde værftet ikke. Måske bestille fra Spanien til om en uge? Men vi er jo ikke sådan at slå ud. Efter nogen søgning fandt John 1 (een) bøtte af den rigtige maling i Lagos, 50 km herfra. Og hvordan får man så fat i den 35 min før lukketid? Jo, man ringer til Per fra danske La Cane, som ligger i Lagos. Han sprang af sted og fik købt malingen inden lukketid. Bøtten blev så 20 min efter afleveret til Christian fra finske Bohemia, som også er i Lagos. Christian brugte sit Uber-abonnement og fik sendt malingen afsted med taxa. Også tak til John fra danske Venus, der er på værft i Portimão. Han løb straks afsted og tjekkede med alle firmaerne dér. Fantastisk som sejlere er klar til at hjælpe hinanden ⛵️

En lille overraskelse har været, at marinepolitiet dukkede op i Lagos og afkrævede alle både en afgift på 70 euro, som straks skulle betales på havnekontoret. Hvad var nu det? En forespørgsel hos engelske Cruising Association satte en lang debat igang, og endelig kunne den lokale CA-mand her forklare: Det er en regulær ‘søvejsafgift’ til vedligehold af fyr og bøjer, svarende til motorvejsafgifter og altså helt ok, når bare man ved hvad det er. Den har været gældende siden 1997, men hidtil kun været på 2 € og er derfor ikke tidligere blevet håndhævet. I øvrigt kan vi varmt anbefale andre langturssejlere at blive medlem af Cruising Association, som giver gode rabatter på havnepladser og værftophold og ikke mindst har et informativt og velfungerende netværk. 

Vi har lejet bil – billigt her i lavsæsonen – og kører rundt til bådudstyrsbutikker (her er ikke så mange), diverse byggemarkeder mv. Og vil også køre en tur til Sevilla / værftet i Gelves, nu vi er tæt på – ca 200 km. Oprindelig var planen at sejle derop ad Guadalquivir-floden, men det forlyder, at et par højspændingsledninger, hvis højde ikke helt kan bestemmes nøjagtigt, hindrer os vejen, og desuden kan værftet kun ‘måske’ løfte os! Så nu må vi selv se efter. Og samtidig besøger vi hollandske Rocio, der har rost værftet i høje toner og selv er der nu – dem med hydraulik-badeplatformen – som også har ideer til vores hydraulik 👍

Vi er også blevet ambassadører for Danmark. Ikke fordi vores båd hedder Queen of Denmark, men fordi vi ved, hvad hygge er. Alle vi møder, har hørt ordet ‘hygge’ og vil vældig gerne vide, hvad det egentlig er. Og som danske ambassadører må vi jo gøre vores bedste for at udbrede kendskabet. Det er heldigvis let 🤗, så vi hygger rigtig meget, hele tiden. Bare de seneste uger med Rita og Hartmut fra tyske Kirke, med svenske Hasse og Krille fra Frenesi, som kom kørende fra Lissabon, med Jeanette og Jerry fra Fiesta og deres finske ven Aki, der er her 1 uge, med Christian og Mervi fra Bohemia, som kom sejlende fra Lagos og med Mette og Per fra danske La Cane der lå her da vi ankom. Og med canadiske Bryant, Monica, Phil og Colleen, som vi helt tilfældigt mødte på en vingård forleden. Hygge er bare sagen, syntes de alle 😜

Og verden ER lille, for canadierne havde vi ‘mødt før’, så at sige. På den britisk-vestindiske ø Tortola, hvor vi dengang praktisk talt boede dør om dør i strandkanten. Men det fandt vi først ud af nu.🙃

Her er dejligt i Albufeira, og vi har ikke travlt med at sejle meget langt videre, også fordi her er masser af storke, nærmest rækkehus-reder med storke. Det må bestemt være en af dem, som er på vej med lille Signe. Og når storken letter mod nord, flyver vi med.

Albufeira i marts
Coronaen er også nået hertil. Så der bliver ingen flyvetur sammen med Signes stork. Vi er – efter noget tilvænning – afklaret med det, Julie og Mikkel også. Og heldigvis er facetime opfundet, så vi kan følge lidt med på sidelinien 😥🤔🤗🙃 Julie har det godt og er tryg. Og skulle det gå helt galt med coronaen, har hendes jordemoder-veninde sagt: Du ringer bare, så klarer vi den derhjemme. Sådan 👍

Vi følger selvfølgelig Corona-udviklingen, på dansk, engelsk og portugisisk. Blive her eller flyve til DK? Anbefalingen hjemmefra for os langtursejlere – som hverken er korttidsturister eller fastboende – lyder ‘bliv hvor I er’, så det gør vi. Hernede i Albufeira er der ikke mange smittede, men længere nordpå er det værre, og de portugisiske myndigheder har fra i dag den 18. marts indført egentlig undtagelsestilstand, altså mere vidtgående end DK og det meste af EU. Alle havne er lukket, ingen både kommer ind og næsten al aktivitet er stoppet. Supermarkedet på havnen er åbent og der synes ikke at mangle noget, men ingen restauranter er åbne.

Vi er vel nogle af de heldigst stillede. Isolerede på egen båd og med meget lidt personlig kontakt udad til. Reelt er det kun med Jeanette og Jerry.

Pas godt på jer selv allesammen

2 kommentarer

  • Flemming Wain

    Hej John og Jette!
    Vi sidder i en hedebølge ( 26 grader ) og opdager hvad I er færd med! Vi husker, at I havde et ønske om en sådan tur! Så godt gået med at gøre det til virkelighed!
    Tillykke med morforældre rollen!
    God vind fra
    Flemming og Margrethe
    ( Jeres tidligere bagboere)

  • Donald Telfer

    What are you doing ?

    Rødvig is host to five catamaran ferries servicing the wind farm under construction. These do about as much business / transportation as Østbanen, not really, but they do come and go a lot, whereas the train only runs twice an hour.

    The harbour showers here are now free (used to be 5 kroner for 3 or 4 minutes of hot water). In Stevnsbladet they claim the reason for making them free is that visitors have trouble finding 5 kroner coins, but that is not the only reason, nor is it the main reason (in my opinion). I think they have also swapped the wattage of the lights in the amenities block, to less power, not so bright.

    During the past year, much more of the sand washed away from Rødvig Strand near Klinten conference centre. So much so, that a large rock partly protruded from what was left of the beach – where before the rock was not visible as that rock has always been covered by sand.

    A few months ago, there was some weather that brought back most of the sand that had left during the preceding year.

    About two months ago, an excavator machine arrived with some other large rocks, which it planted along the outfall of a set of concrete pipes (probably pipes for rainwater). I do not know why the extra rocks, possibly if enough sand is washed away the pipes will be undermined and moved / collapse. The rocks will slow this erosion down.

    A couple of weeks ago there was a storm overnight and nearly as much sand as had disappeared and returned previously was again washed away, and the single large stone was uncovered again.

    One morning this past week, at about 7 a.m. a different excavator from Entrepreneurfirma Hansen (?) showed up and started picking up the recently added large rocks from the pipeline and carrying these rocks one or two at a time in its bucket about 100 metres further to the west to where a (private ?) breakwater has been created a few years ago, and putting the rocks there. The private breakwater is about 25 metres off the beach, in the sea, presumably to slow down the process of someone’s back yard of their house falling into the sea ?

    I wonder who owns the rocks ? Is this musical rocks operation all some mistake, or what ?

    If you remember “Outlaw” a steel hull sitting at Rødvig from 2012 to 2019, it is now somewhere near København. The man working on it is named Frank. Frank thinks I should consider a place called Peniche (on the Atlantic coast of Portugal) as a future home port for Skjold, as Peniche is presumably cheaper than other places around the Mediterranean. My own preference is for Olbia (Sardinia). I am not sure how or whether I will do it (I mean not sure whether Skjold will leave Rødvig and not come back).

    Donald

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *